Første HF-student 2017

06.06.2017

Tillykke til Viborgs første student

Flaget er hejst, solen skinner, og proppen på champagneflasken sidder der blot et kort øjeblik endnu. Tirsdag formiddag sprang Viborgs første student ud i kælderen under Skive-Viborg HF og VUC på Gråbrødre Kirke Stræde.

Det er i år HF-student Bettina Friis Laursen, der klokken 9.30 fik en studenterhue på hovedet som den allerførste. Hendes to sønner havde fået æren af at placere den lyseblå HF-hue på hovedet af deres 26-årige mor.

- Jeg havde ikke tænkt over, at jeg var Viborgs første student, men det er dejligt at være tidligt færdig, siger hun.

Til sin allersidste eksamen var Bettina Friis Laursen oppe i et tværfagligt projekt om investiturstriden i middelalderen. Den nyligt udsprungne student var efterfølgende en smule skuffet over, hvordan prøven var gået, men i sidste ende gjorde det ikke noget, for nu var hun færdig.

- Jeg fik et firtal. Det kunne jeg godt have gjort det bedre, men jeg var meget nervøs i dag. Det er dejligt og fantastisk at være færdig, siger hun.

Efter sin eksamen skulle hun fejre dagen med familien, og derefter står den på sommerferie med ungerne. Længere ude i fremtiden drømmer hun om at blive lærer.

- Bagefter skal jeg se, hvor jeg kommer ind, for jeg vil rigtig gerne på læreruddannelsen i Skive eller Silkeborg, siger Bettina Friis Laursen, som bor i Frederiks.

 

Kilde:
http://viborg-folkeblad.dk/viborg/Endelig-faerdig-AArets-foerste-student-i-Viborg-sprunget-ud/artikel/328109