Endnu en HF-student springer ud

21.06.2018

Tidligere butiksassistent blev en af årets første HF-studenter


Viborg: Den 23-årige Pernille Leegaard fra Møldrup blev torsdag formiddag en af årets første studenter fra Skive-Viborg HF og VUC i Viborg. Pernille Leegaard blev modtaget af sin mor, kæreste og veninder udenfor eksamenslokalet, hvor den lyseblå hue kom på plads på den unge studines hoved.

Den 23-årige student er tidligere uddannet butiksassistent, men ville gerne prøve noget nyt, og derfor startede hun på Skive-Viborg HF og VUC. Nu er drømmen at starte på sygeplejestudiet efter sommerferien, og karaktererne er da også umiddelbart til det, men svaret på optagelsen må vente lidt endnu.

Resten af dagen skal Pernille fejre med restaurantbesøg og hygge med kæresten, moren og veninderne.

Kilde: https://viborg-folkeblad.dk/viborg/Tidligere-butiksassistent-blev-en-af-aarets-foerste-HF-studenter/artikel/380599